Eurogruppe enig om græsk hjælpepakke

Skrevet af admin

14/08/2015

Dagens topnyheder

Finansministrene i Eurogruppen er i Bruxelles blevet enige om betingelserne for en ny økonomisk redningspakke til Grækenland, siger diplomater til dpa.

- Vejen frem for det nye hjælpeprogram for Grækenland er så godt som fri nu, siger EU-diplomater til det tyske nyhedsbureau dpa og det franske AFP.

På mødet har eurozonens 19 finansministre diskuteret, hvorvidt de ville godkende et tredje støtteprogram til kriseramte Grækenland, der blev forhandlet på plads natten til tirsdag.

Aftalen sikrer Grækenland lån og garantier for 85 milliarder euro (634 milliarder kroner) fra kreditorerne - EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF).

- Ja, vi er nået til enighed om at støtte aftalen, siger en højtstående EU-diplomat til AFP efter et seks timer langt møde om det vidtrækkende og hårde økonomiske reformprogram, som er knyttet til hjælpepakken.

Grækenlands regering fik ved en afstemning i det græske parlament tidligere fredag støtte til betingelserne for at modtage den tredje økonomiske redningspakke.

Premierminister Alexis Tsipras havde kort forinden fra parlamentets talerstol appelleret til en godkendelse af aftalen "for at sikre landets evne til at overleve og kunne kæmpe videre".

222 stemte ja til aftalen, 64 imod, mens 14 undlod at stemme eller ikke var mødt op i parlamentet.

En del medlemmer af Tsipras venstreorienterede parti, Syriza, stemte imod aftalen. Parlamentet havde natten igennem debatteret den kontroversielle redningspakke, som hastede inden eurolandenes finansministre mødtes for at afsige deres endelige dom.

Med redningspakken skal den græske regering blandt andet reformere sit gasmarked, skrotte retten til tidlig pensionering, fjerne brændstofsubsidier til landbruget og hæve en række skatter.

/ritzau/dpa