Færre får statsborgerskab i et EU-land

Skrevet af admin

13/06/2016

Dagens topnyheder

Færre mennesker opnåede at få statsborgerskab i et EU-land i 2014 sammenlignet med året før.

Faldet kommer efter to år med stigning, viser de nyeste tal fra Eurostat, som har samlet data fra alle 28 medlemslande.

I 2014 fik 889.100 mennesker statsborgerskab i et EU-land, hvilket er et fald på ni procent i forhold til 2013.

Faldet skyldes især, at Storbritannien gav 80.000 færre mennesker statsborgerskab. Også Spanien, Belgien, Grækenland og Sverige holdt igen.

Marokkanere udgjorde den største gruppe af de personer, som fik tildelt statsborgerskab. 10,4 procent, omkring 92.700 personer, af de nye EU-borgere i 2014 kom fra Marokko, og de fleste fik statsborgerskab i Spanien, Italien og Frankrig.

Omkring 41.000 var albanere, som fik statsborgerskab i Grækenland og Italien, mens 37.500 tyrkere oftest blev tildelt statsborgerskab i Tyskland.

88 procent af de personer, som i 2014 opnåede statsborgerskab i et af de 28 medlemslande, har tidligere været borgere i lande uden for EU.

Med et statsborgerskab forstås, at man blandt andet kan få udstedt et pas og stemme ved valg.

I Danmark er det kun Folketinget, der kan tildele udlændinge dansk statsborgerskab.

/ritzau/