Færre psykiatriske patienter bliver bæltefikseret

Skrevet af admin

08/04/2016

Dagens topnyheder

Brugen af tvang over for psykiatriske patienter er generelt for nedadgående.

Det viser en ny opgørelse fra Sundhedsstyrelsen.

Mens syv procent af samtlige indlagte psykiatriske patienter i 2014 mod deres vilje oplevede at blive spændt fast med bælte, så faldt andelen i 2015 til 5,9 procent. Det fremgår af styrelsens årsrapport om brugen af tvang i psykiatrien i 2015.

Fra politisk side er der vedtaget en målsætning om, at andelen af bæltefikseringer skal ned på maksimalt 3,9 procent senest i 2020.

- Det er særligt de mellemlange og længerevarende bæltefikseringer, der er nedbragt i 2015, skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Sundhedsminister Sophie Løhde er glad for, at udviklingen generelt går den rigtige vej. Hun er dog også opmærksom på, at man skal holde øje med udviklingen, der også går i den forkerte retning.

Det gælder blandt andet brugen af tvangsmedicinering, der er steget i tre ud af landets fem regioner.

- Det skal vi holde skarpt øje med, og det ved jeg også, at man gør i Sundhedsstyrelsens taskforce. Det må jo ikke være sådan, at man løsner bælterne for så bare at give noget mere medicin, skriver sundhedsministeren i skriftligt svar til Ritzau.

Sundhedsstyrelsen bruger 15 konkrete indikatorer til at få overblik over brugen af tvang i psykiatrien.

Generelt går det fremad. Sidste år pegede kun fire ud af de 15 indikatorer i den forkerte retning mod seks i 2014.

Det fremgår dog også af opgørelsen, at flere psykiatriske patienter under 18 år bliver udsat for en eller anden form for tvang end tidligere.

En del af stigningen kan dog ifølge styrelsen forklares med en ændring af psykiatriloven i sommeren 2015, som "medførte en ændret registreringspraksis".

/ritzau/