FAKTA: De fleste vil sende mænd til Bruxelles

Der er formel skiftedag i EU-Kommissionen i Bruxelles 1. november i år. Det er dog normalt, at det trækker ud med at få en ny kommission på plads. Sidst skete det først i februar året efter.

For at nå igennem alle de formelle procedurer og få matchet personer med porteføljer ventes den formentlig kommende kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, allerede fra næste uge at gå i gang med at sætte sit hold på baggrund af indstillinger fra medlemslandene.

Juncker menes at sigte mod at have sin bruttoliste klar ved udgangen af juli.

Foreløbig har en tredjedel af de 28 medlemslande mere eller mindre officielt meldt ud, hvem de vil sende til Bruxelles.

* Belgien: Nuværende handelskommissær Karel de Gucht vil gerne blive. Belgiske medier spekulerer dog i en udskiftning til fordel for europaparlamentariker Marianne Thyssen.

* Bulgarien: Nuværende bistandskommissær Kristalina Georgievas navn cirkulerer som et varmt rygte i Bruxelles som mulig ny udenrigschef. Det er dog usikkert, om hun har sin egen regerings opbakning.

* Estland: Tidligere premierminister, nu europaparlamentariker Andrus Ansip. Regeringens officielle kandidat.

* Finland: Tidligere statsminister Jyrki Katainen. Regeringens officielle kandidat.

* Frankrig: Tidligere finansminister Pierre Moscovici går åbent efter posten som økonomikommissær.

* Irland: Miljøminister Phil Hogan. Regeringens officielle kandidat.

* Italien: Udenrigsminister Federica Mogherini. Det er kendt - men ikke officielt - at regeringen lobbyer kraftigt for hende som ny udenrigschef.

* Kroatien: Nuværende forbrugerkommissær Neven Mimica. Regeringens officielle kandidat.

* Letland: Tidligere premierminister, nu europaparlamentariker Valdis Dombrovskis. Regeringens officielle kandidat.

* Luxembourg: Forventet ny kommissionsformand Jean-Claude Juncker. Ventes endeligt godkendt i parlamentet tirsdag 15. juli.

* Malta: Tidligere turismeminister Karmenu Vella. Regeringens officielle kandidat.

* Polen: Udenrigsminister Radoslaw Sikorski. Regeringens officielle kandidat til jobbet som udenrigschef.

* Slovakiet: Nuværende kommissær for interinstitutionelle anliggender Maros Sefcovic. Regeringens officielle kandidat.

* Tyskland: Nuværende energikommissær Günther Oettinger. Regeringens officielle kandidat.

* Østrig. Nuværende regionalkommissær Johannes Hahn. Regeringens officielle kandidat.

/ritzau/

Dagens Gossip