FAKTA: De Lyserøde Pantere stjæler for milliarder

Skrevet af admin

12/02/2014

Dagens topnyheder

Spansk politi har anholdt et eftersøgt medlem af røverbanden De Lyserøde Pantere, som menes at stå bag røverier til en samlet værdi af over en milliard kroner.

Her er fakta om banden:

* Banden fik sit navn af britisk politi i 2003, da politiet fandt en diamant i en dåse ansigtscreme fra et røveri, der kopierede et røveri i filmen "Den Lyserøde Panter".

* Efterforskere siger, at der er omkring 220 medlemmer, som er bundet sammen af familier og tilhørsforhold til landsbyer i Nis-området i det sydlige Serbien.

* Bandens organisation er tåget. Det er ikke klart, om den har en egentlig ledelse, eller om det er forskellige netværk og grupper, der opererer uafhængigt af hinanden.

* Forsvarere for anklagede, der har været i retten for forbrydelser tilskrevet De Lyserøde Pantere, har sagt, at banden er opdigtet og ikke findes.

* Mange af bandens medlemmer har en fortid som soldater i krigene på Balkan.

* Et medlem, der har siddet fængslet i Frankrig, har angiveligt fortalt, at banden i op til 10 dage før et røveri overvåger målet døgnet rundt.

* Det menes, at banden, eller banderne, siden 2003 har begået 120 kup med et udbytte på anslået 2,4 milliarder kroner.

* I 2013 blev et medlem af banden dømt i Danmark til næsten seks års fængsel efter tre smykkerøverier i København.

Kilder: Interpol, Reuters, AFP, International Herald Tribune

/ritzau/