FAKTA: Det går frihandelsaftale mellem EU og USA ud på

Frihandelsaftalen mellem EU og USA, forkortet TTIP, vil i givet fald blive verdens største frihandelsaftale.

Hvis handlen kan flyde frit over Atlanterhavet, vil det give større eksport, billigere varer og flere arbejdspladser og dermed være milliarder værd i både Europa og USA, siger EU-Kommissionen og tilhængerne af aftalen.

* TTIP står for Transatlantic Trade and Investment Partnership.

* EU og USA indledte forhandlingerne om TTIP i 2013. Der har været 10 forhandlingsrunder med den seneste i midten af juli i år. Målet er nu at blive enige om en aftale i 2016, hvilket i givet fald er et par år senere end oprindelig forventet.

* En aftale skal blandt andet gøre det nemmere for virksomheder at eksportere, importere og investere på tværs af Atlanterhavet.

* Det betyder, at toldsatser bliver sat ned eller afskaffet, og der kommer fælles produktstandarder, tekniske regulativer og godkendelsesprocedurer.

* TTIP skal være med til at sætte mere skub i den europæiske økonomi ved at skabe større eksport, billigere varer og flere arbejdspladser.

* Da forhandlingerne gik i gang i 2013, vurderede tænketanken Centre for Economic Policy Research, at en god TTIP-aftale kunne skabe økonomiske gevinster for 119 milliarder euro (892 milliarder kroner) om året i EU og for 95 milliarder euro (712 milliarder kroner) om året i USA.

* Den tyske tænketank Bertelsmann Stiftung vurderer, at en god TTIP-aftale kan skabe 12.000-14.000 ekstra arbejdspladser i Danmark.

Kilder: EU-Kommissionen, Centre for Economic Policy Research, Dansk Industri, Bertelsmann Stiftung

/ritzau/

Dagens Gossip