FAKTA: Det strides de om efter skybrud i København

I kølvandet på det skybrud, som ramte København natten til søndag den 31. august, er der opstået en strid om redningsindsatsen mellem Københavns Brandvæsen og Centralforeningen for Stampersonel, som er fagforening for redningsfolkene i Beredskabsstyrelsen.

* København bliver ramt af store mængder nedbør natten til søndag den 31. august, hvilket resulterer i oversvømmelser flere steder. Københavns Brandvæsen alarmerer natten til søndag Beredskabsstyrelsen i Næstved, der skal hjælpe med oprydningen på de københavnske veje.

* Belært af erfaringer fra tidligere oversvømmelser kontakter Beredskabsstyrelsen beredskabscentrene i Jylland, der i løbet af søndagen sender køretøjer mod hovedstaden.

* Centralforeningen for Stampersonel mener, at Københavns Brandvæsen herefter tøver med at bruge de køretøjer, Beredskabsstyrelsen har sendt til København.

* Foreningen peger blandt andet på, at Beredskabsstyrelsens køretøjer fra Haderslev ankommer til København klokken 10 søndag, men først kommer i gang med at pumpe vand væk omkring fire timer senere.

* Københavns Brandvæsen forsvarer sig med, at de underjordiske regnvandsbassiner var fyldte, hvorfor brandvæsnet ikke kunne bruge køretøjerne fra Beredskabsstyrelsen, da der ikke var nogen steder at pumpe vandet hen.

* Centralforeningen for Stampersonel siger, at vandet kunne være pumpet ud i havnebassinerne, men Københavns Brandvæsens beredskabschef, Jakob Vedsted Andersen, påpeger, at man pumpede vandet ud i havet, hvor det var muligt.

* Formanden for Centralforeningen for Stampersonel, Jesper K. Hansen, mener, at Københavns Brandvæsen tøvede med at sætte køretøjerne ind, fordi det gerne ville vise, at det kunne løse opgaven selv. Det sker, fordi der skal til at ske store ændringer på beredskabsområdet som følge af økonomiaftalen mellem KL og regeringen for kommunernes økonomi næste år.

* Jakob Vedsted Andersen fra Københavns Brandvæsen siger, at kritikken er helt forfejlet, og at den påstand må stå for formandens egen regning.

/ritzau/

Dagens Gossip