FAKTA: Støjberg ændrer igen sit smykkeforslag

Skrevet af admin

12/01/2016

Dagens topnyheder

Lovforslag L 87, som er blevet kendt som smykkeforslaget, vil give de danske myndigheder mulighed for at tage midler, som en asylansøger medbringer, i bevaring for at dække de myndighedernes udgifter til kost og logi.

I det oprindelige udspil kunne myndighederne beslaglægge værdier for over 3000 kroner, men det blev 8. januar opjusteret til 10.000 kroner.

Tirsdag har integrationsminister Inger Støjberg (V) tilføjet, at personlige genstande med en særlig affektionsværdi ikke vil blive taget i bevaring - uanset værdien målt i kroner.

Det betyder, at asylansøgere vil kunne beholde vielsesringe, forlovelsesringe, familieportrætter, hæderstegn og lignende.

Til gengæld vil myndighederne kunne beslaglægge genstande som ure, mobiltelefoner og computere, hvis de har en værdi over 10.000 kroner.

Lovforslaget bliver førstebehandlet i Folketinget onsdag. Når det er vedtaget, vil der blive udarbejdet en vejledning i samarbejde med Rigspolitiet og Udlændingestyrelsen med nærmere anvisninger om den praktiske håndtering af reglerne.

Kilde: Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

/ritzau/