Fakta: USA's spionage mod Tyskland

Skrevet af admin

11/07/2014

Dagens topnyheder

Torsdag udviste Tyskland den amerikanske CIA-chef i Berlin. Det er en dramatisk udvikling i forholdet mellem de normalt så to tætte allierede. Her er et overblik over sagen, som den har udviklet sig:

* USA's verdensomspændende overvågning er ad flere omgange blevet blottet gennem lækager fra Edward Snowden , der tidligere var ansat i den amerikanske efterretningstjeneste NSA.

* Det tyske magasin Der Spiegel har blandt andet fortalt, at NSA har overvåget centrale EU-kontorer.

* I en anden historie kom det frem, at amerikanske agenter sad med på en lytter, når den tyske forbundskansler, Angela Merkel, talte i mobiltelefon.

* Tyskland krævede herefter en pagt med Washington om, at landene ikke måtte overvåge hinanden, men af frygt for lignende krav fra andre lande afviste amerikanerne idéen.

* Endnu en sag om kontroversielt amerikansk efterretningsarbejde i Tyskland truer nu forholdet mellem de to lande.

* Ifølge tyske politikere skal USA have hyret en agent fra den tyske efterretningstjeneste BND til at spionere mod det tyske parlament.

* Blandt andet skal den 31-årige mand have skaffet oplysninger fra det særlige udvalg under Forbundsdagen, der undersøger NSA's aktiviteter i Tyskland .

* Manden har selv indrømmet at have skaffet og viderebragt 218 dokumenter til amerikanerne. To af dem stammede fra NSA-udvalget.

* Torsdag fik chefen for den amerikanske efterretningstjeneste CIA i Berlin så besked på at forlade landet. Ifølge en tysk regeringstalsmand er det summen af de mange sager, der har ført til udvisningen af CIA-chefen.

Kilder: AFP, dpa og Politiken

/ritzau/