FCM får ønskelodtrækning i Champions League

Skrevet af admin

19/11/2013

Dagens topnyheder

FC Midtjyllands håndboldkvinder fik en rigtig god lodtrækning til mellemrunden i Champions League.

De danske mestre skal i gruppe 1 møde Vardar Skopje fra Makedonien, Thüringer HC fra Tyskland og IK Sävehof fra Sverige.

Midtjyderne møder de tre andre hold både ude og hjemme, der venter altså seks gruppekampe for træner Helle Thomsens tropper. De to bedste hold fra mellemgruppen avancerer til semifinalerne.

Vardar Skopje imponerede i det indledende gruppespil ved at hente 11 af 12 mulige point.

IK Sävehof sluttede som nummer to i sin gruppe med syv point, mens Thüringer HC akkurat skrabede sig videre fra sin pulje med kun fire point.

FC Midtjylland slap for at møde sidste års vindere, Györ fra Ungarn, og finalisterne Larvik fra Norge.

De er i stedet med i gruppe 2 sammen med Buducnost (Montenegro) og Krim Mercator (Slovenien).

Netop Györ og Larvik var stopklodserne for FC Midtjylland for to sæsoner siden, da den danske klub sluttede på tredjepladsen i mellemrunden og missede semifinalerne.

FC Midtjylland imponerede stort i det første gruppespil i årets Champions League, hvor klubben vandt fem kampe og kun tabte en enkelt.

Det betød, at den danske klub vandt sin gruppe foran Buducnost, FCT-Rail Cargo fra Ungarn og MKS Lublin fra Polen.

Første runde i mellemrunden bliver afviklet den 1.-2. februar næste år.

FC Midtjylland indleder med en hjemmekamp mod IK Sävehof

Der blev også trukket lod til de øvrige Europa Cup-turneringer.

I Cup Winners Cup skal Viborg og Team Tvis Holstebro mødes i 1/8-finalerne.

HC Odense skal i samme turnering møde Hypo Niederösterreich fra Østrig.

I EHF Cuppen skal Team Esbjerg møde DHK Banik Most fra Tjekkiet i 1/8-finalerne, mens København Håndbold møder Frisch Auf Göppingen fra Tyskland.

/ritzau/