FCM: Intern uenighed årsag til Riddersholms opsigelse

Skrevet af admin

25/06/2015

Dagens topnyheder

Bestyrelsesformanden i FC Midtjylland, Rasmus Ankersen, forklarer, at Glen Riddersholms opsigelse som cheftræner skyldes interne omstændigheder i mesterklubben.

- Der var nogle omstændigheder i FC Midtjylland, som Glen ikke kunne se sig selv i i fremtiden.

- Og derfor har han taget den beslutning, at det var bedst, at vi stoppede samarbejdet nu, siger Rasmus Ankersen i et interview med Jyske Banks tv-kanal.

FCM vandt det danske mesterskab i sidste sæson, og derfor kommer beslutningen som en overraskelse for alle.

FCM-formanden forsøger at forklare bruddet uden at afsløre alle detaljer.

- Det er nogle interne omstændigheder i FC Midtjylland, og i den måde tingene bliver drevet på, som Glen ikke kunne se sig selv i. Jeg kan ikke kommentere nærmere på præcis, hvad det er for nogle ting.

- Men det er årsagen til, at samarbejdet stopper, siger Rasmus Ankersen.

Riddersholm har ikke smækket med døren og er ikke sur, forsikrer Ankersen.

- Det hele er sket i en rigtig god tone. Glen er afklaret med, at det her er det rigtige - også for ham. Vi har haft en god snak.

- Jeg snakkede selv i lang tid med Glen over telefonen i går, så det sker i god ro og orden, siger Ankersen.

/ritzau/