FCM risikerer at trække storhold i Europa League

Det kan nemt blive et europæisk storhold, der fredag trækkes op af bowlen til FC Midtjylland, når holdene skal parres til playoff-runden i Europa League.

Som nummer tre i Superligaen i sidste sæson træder midtjyderne først ind på dette stadie, som er det sidste inden turneringens gruppespil.

Men det kan blive mere end svært at nå igennem for Glen Riddersholms mandskab, der er useedet.

Sværest bliver udfordringen formentlig, hvis holdet trækker italienske Inter eller spanske Real Sociedad, men også hollandske Feyenoord kan blive en stor mundfuld.

FC Midtjylland skal snarere håbe på at trække enten Sheriff Tiraspol (Moldova) eller Panathinaikos (Grækenland) for at have realistisk chance for avancement.

Endelig har holdet mulighed for at trække belgiske Club Brugge, der i den forgangne runde slog Brøndby med sammenlagt 5-0.

Lodtrækningen foretages klokken 13.

/ritzau/

Dagens Gossip