FCM-træner efter nederlag: Bedst på alle parametre

Skrevet af admin

22/02/2014

Dagens topnyheder

Superligaens tophold, FC Midtjylland, tabte lørdag deres forårsdebut med 1-2 i Odense, efter holdet fra Herning indkasserede en scoring i overtiden mod OB.

Men selvom det ikke blev til point i Odense, var FC Midtjyllands træner, Glen Riddersholm, alligevel tilfreds med sit hold.

- Det er klart, at lige her efter kampen, står det stærkest, at vi tabte kampen efter en dum individuel fejl i overtiden, siger Glen Riddersholm og fortsætter.

- Men vi holdt OB nede på halvanden chance. Hvordan vi så lukkede to mål ind, må matematikerne regne ud. Vi vandt på alle parametre. Vi løb mest, havde mest boldbesiddelse og havde flest skud på mål. Når man har det, har man ikke leveret en dårlig indsats, siger han.

FC Midtjylland havde flere muligheder op til OB’s 2-1-scoring, og derfor mener træneren også, at den manglende skarphed betød, at det ikke blev til point på Tre-For Park.

- Det blev afgørende, at vi ikke var skarpe og dygtige nok, og at Mads Toppel havde en god dag i målet. Præstationen isoleret set med det udgangspunkt, vi havde inden kampen, var mere end godkendt. Den er jeg tilfreds med, siger han.

Selvom det var et sent slag i hovedet på Superligaens førerhold, mener Glen Riddersholm ikke, at nederlaget mod OB, kommer til at påvirke de næste kampe.

- Motivationen har vi selvfølgelig. Vi ligger nummer et i Superligaen og kan se tilbage på en god præstation i dag. Når vi på en dag som i dag kan levere så godt i Odense, så ved vi, at der venter gode muligheder i fremtiden, siger FC Midtjylland-træneren.

Glen Riddersholm skal i næste runde en tur til Parken med sit mandskab for at stå over for FC København.

/ritzau/