FCM-træner inden topopgør: OB vil blande sig i toppen

Skrevet af admin

31/07/2015

Dagens topnyheder

Sæsonens første topopgør. Nok er der kun afviklet to spillerunder, men fredagens kamp i Alka Superligaen mellem FC Midtjylland og OB kan alligevel bære prædikatet.

Den forsvarende mester fra Herning og det fynske islæt i ligaen er de to eneste hold med seks point efter de første runder.

Mens det er forventeligt, at FCM har maksimum point, er det mere overraskende, at OB har slået både Hobro og Brøndby i de første kampe under den nye træner Kent Nielsen.

Men det kommer ikke bag på Jess Thorup, der er i ny træner i FC Midtjylland efter Glen Riddersholm.

- OB har fået en fantastisk start. De har lavet et par gode indkøb og fået en rigtig dygtig træner, som har skabt gode resultater i Aalborg, og jeg er ikke i tvivl om, at vi vil se OB blande sig i toppen af Alka Superligaen, siger Jess Thorup til FCM's hjemmeside.

Midtjyderne befinder sig i et stramt program med opgaver i Champions League-kvalifikationen ved siden af Superligaen, men holdet skal kunne håndtere begge dele.

- Der venter os helt sikkert en svær kamp, men det er altid spændende at spille store kampe. Vi har lige spillet en kamp i Champions League, og nu skal vi spille topkamp i Alka Superligaen, og det ser vi frem til, siger Thorup.

OB's træner, Kent Nielsen, mener, det er en fordel for FCM, at holdet også har europæiske kampe i benene.

- Det tager gerne omkring fem kampe at komme helt op i gear, så det er de ved at være efter kvalifikationskampene. Så det bliver svært for os, men slet ikke umuligt, siger Nielsen til OB's hjemmeside.

Han hæfter sig ved, at Sønderjyske i den forgangne spillerunde havde fortjent mindst et point mod FCM.

- Rammer vi vores topniveau, står vi med gode chancer for at få mindst et point. Det kræver, vi kan modstå deres energi og aggressivitet og er gode i de defensive standardsituationer, siger træneren.

Kampen i Herning begynder fredag klokken 20.30.

/ritzau/