FCM-træners hovedpine: 12 skader før Napoli-brag

Da FC Midtjylland fredag aften slog Randers FC med 2-1 hjemme på MCH Arena var det med en bænk bestående af to 18-årige, to 19-årige, en 20-årig samt Martin Pusic og Francis Dickoh.

Det var nødvendigt, da skadeslisten kun er vokset i løbet af landskampspausen.

- Det er ikke fantastisk, når vi andre har gået i 14 dage og samlet kræfter mentalt og fysisk, og så når vi starter et hårdt program op igen, har vi 12 spillere på skadeslisten - det er ikke det bedste udgangspunkt, siger FC Midtjyllands træner, Jess Thorup.

Han understreger, at det ikke er noget, han vil pibe over, og at klubben er glad og stolt af at sende spillere med landsholdene. Men på skadesfronten havde det været bedre med noget hvile.

- Filip Novak har lidt med baglåret, Kristoffer Olsson har en forstrækning, Paul Onuachu har hold i ryggen, Marcos Urena har noget med låret, Petter Andersson er ude med knæskade, Kristian Bak har tåproblemer, og vi kan blive ved, opsummerer Thorup.

Ikke det perfekte tidspunkt før Europa League-braget på torsdag mod Napoli og i en periode, hvor der vil komme rigtig mange kampe for FC Midtjylland.

- Vi må se, hvordan det ser ud frem mod torsdag, men det er i hvert fald ikke dem alle sammen, der bliver klar, lad mig sige det sådan, siger Jess Thorup.

Også den vikarierende anfører Erik Sviatchenko fik et skrub i kampen mod Randers FC, men han garanterer, at han spiller mod Napoli.

- Det skal jeg. Ellers må jeg spise en masse piller, siger Erik Sviatchenko.

Ud over de spillere, Jess Thorup nævner, har folk som Rilwan Hassan, Patrick Banggaard, Jim Larsen, Marco Larsen og Johan Dahlin været væk fra Jess Thorups trup i kortere eller længere tid.

/ritzau/

Dagens Gossip