FCN-profilen Stryger: Nærmest spil til et mål

Skrevet af admin

01/12/2013

Dagens topnyheder

22-5 vandt FC Nordsjælland chancestatistikken, da Randers FC søndag eftermiddag gæstede Farum Park. Det var dog ikke nok til at sikre en hjemmesejr, opgøret sluttede 1-1.

- Det gik helt som planlagt, da vi fik scoret et tidligt mål. Vi havde fuldstændig styr på kampen og på Randers, men igen dummede vi os på en dødbold ved deres udligning, siger backen Jens Stryger Larsen.

- Men selvom de scorede det ene mål, skulle vi jo have vundet klart. Det var jo nærmest spil til et mål, så jeg er meget, meget skuffet.

Træner Kasper Hjulmand er enig med Stryger Larsen: Opgøret skulle have kastet tre point af sig.

- Det føles som et nederlag, og det kan jeg også mærke på spillerne. Hvis vi spiller 20 kampe som denne, tror jeg, at vi vinder de 18. Det er voldsomt at stå tilbage uden at have hentet sejren, siger Hjulmand.

- Jeg kan ikke huske, at vi har domineret kampe mod Randers så meget som denne gang. De havde ikke en eneste afslutning imod os i anden halvleg.

Hjulmand ærgrer sig over, at FCN lukkede mål ind på en dødbold, noget der også tidligere i sæsonen har kostet Farum-klubben dyrt.

- Det er selvforskyldt, at vi ikke kan finde ud af at dække op på en dødbold. Vi formåede ikke at bakke, som vi burde, så det er helt vores egen skyld, siger Hjulmand.

- Omvendt er det også vores egen skyld, at vi ikke scorede på de mange chancer, vi skabte. Så det er vores egen skyld, at vi står med et 1-1-resultat, siger han.

FCN er med det ene point kravlet op på niendepladsen i Superligaen.

/ritzau/