Fem anholdt efter ransagninger på adresser i Varde Kommune

Skrevet af Elo Christoffersen

12/10/2012

Dagens topnyheder

 

Tips fra offentligheden og efterfølgende efterforskning førte i denne uge til, at Syd- og Sønderjyllands Politi foretog ransagninger på flere adresser i Varde kommune.

På fire adresser blev der fundet hash, skunk, heroin eller amfetamin. Et sted blev en person sigtet for besiddelse af ca. 60 gram hash og 1,2 gram heroin.

På en anden adresse blev en sigtet for besiddelse af 130 gram hash og ca. 19 gram skunk med henblik på videresalg, en anden blev sigtet for besiddelse af 0,7 gram hash, mens en tredje person blev sigtet for besiddelse af 14 gram hash. Derudover blev der fundet en mindre mængde ulovligt fyrværkeri.

På yderligere en adresse blev en person sigtet for besiddelse af 1,1 gram amfetamin, som blev opbevaret i en fryser.

Endelig blev en person på nok en adresse sigtet for besiddelse af 45 gram amfetamin, en mindre mængde receptpligtig medicin, en mindre mængde steroider, 0,3 gram hash og 11 hampplanter, som var hængt til tørre, fordi han ville lave skunk.

Politiets aktion mundede ud i alt fem sigtelser for besiddelse af narkotiske stoffer, én sigtelse for besiddelse af narkotiske stoffer med henblik på videresalg samt yderligere én sigtelse for opbevaring af ulovligt fyrværkeri.

Lokalpolitiet i Varde opfordrer til, at borgerne kontakter politiet på tlf. 1-1-4, hvis de har mistanke om nogen er i besiddelse af eller sælger narkotika. Netop den slags henvendelser har, som det ses, stor betydning for at få stoppet sælgerne.

Foto: Dreamstime.com (Arkivfoto).