Fjerritslev IF kåret til "Årets Håndboldklub"

Skrevet af Elo Christoffersen

15/06/2013

Dagens topnyheder

En bemærkelsesværdig udvikling fra for ganske få år siden at være yderst tæt på lukning til i dag at være foregangsklub i forhold til nye, innovative tiltag, som har medført et sandt medlemsboom, ligger til grund for, at Fjerritslev IF lørdag på Dansk Håndbold Forbunds repræsentantskabsmøde fuldt fortjent kunne kåres som ”Årets Håndboldklub”.

DHF næstformand Jørgen Rolander sagde i sin hyldesttale til den nordjyske klub, at de havde levendegjort den vision, DHF har opsat for hele sit breddearbejde, nemlig at ”knække kurven”.

- For 2-3 år siden havde I kun fem hold tilmeldt JHF, I havde ingen bestyrelse, ganske få frivillige og klubben var tæt på lukning. Så blev der indkaldt til ekstraordinær generalforsamling og med en række ildsjæle - anført af Mogens Bay - i spidsen vendte I på helt fabelagtig vis udviklingen, så I i dag har en miniafdeling med 60 børn og 20 velkvalificerede trænere, I har 15 ungdomshold, et ualmindeligt flot informationsniveau på hjemmeside og facebook, og så er i en særdeles aktiv del af holdfællesskabet Team Vest Han Herred. Desuden har I på rekordtid udbygget antallet af partnere fra en enkelt til 64. Alt sammen ved at sætte fokus på den gode oplevelse og alt sammen via klart definerede politikker og strategier. Det er helt enkelt dybt imponerende.

På Fjerritslev IF’s vegne modtog Anni Thorhauge, Tom Thorhauge og formand Mogens Bay hæderen og en kontant belønning på 5000 kroner overrakt af salgsdirektør Johnny Loklindt fra idrætsudstyrsfirmaet Tress.

Og der var mere anerkendelse til håndboldklubben i Fjerritslev. Formand Mogens Bay var nemlig den ene modtager af de undtagelsesvist to rejselegater, som blev uddelt på repræsentantskabsmødet.