Flere mænd røver en guldsmed i København

Fire-fem maskerede mænd gik voldsomt til værks, da de sent fredag eftermiddag begik røveri mod en guldsmedeforretning på Nørrebrogade i København.

- De løber hen til forretningen og slår løs på ruden med mukkerter og økser, siger den centrale efterforskningsleder Morten Smith til Ritzau.

Men trods de store anstrengelser fik røverne kun et beskedent udbytte. Forretningens rude holdt i det store hele til den voldsomme behandling.

- Der er kun kommet et enkelt hul, hvor en af mændene har haft mulighed for at stikke en hånd ind og tage nogle smykker, fortæller Morten Smith.

Det er endnu uvist, hvad der er forsvundet fra forretningen.

- Men det er under ingen omstændigheder særligt meget, understreger efterforskningslederen.

- Det er en fornøjelse at se, hvor meget ruden kunne holde til, tilføjer han.

Efter røveriet løb mændene over Nørrebrogade og sprang ind i en bil, som forsvandt ad Stefansgade.

I forbindelse med politiets arbejde var Nørrebrogade afspærret i begge retninger i en god times tid, men den er nu åbnet igen.

/ritzau/

Dagens Gossip