Flygtninge: Kristian Jensen bevæger sig væk fra tallet nul

Skrevet af admin

15/09/2015

Dagens topnyheder

Venstre-regeringen har med henvisning til det danske retsforbehold meget klart slået fast, at Danmark ikke skal indgå i en kvotefordeling af 160.000 flygtninge, som EU forsøger at fordele blandt medlemslandene.

Nul. Det var det det tal, som integrationsminister Inger Støjberg (V) og udenrigsminister Kristian Jensen (V) mandag havde med til Bruxelles ved EU's ekstraordinære justits- og indenrigsministermøde, hvor fordelingen var det store emne.

Men tallet nul skal tages med modifikationer, siger Kristian Jensen.

For Danmark kommer til at tage imod nogle af de 160.000 flygtninge - fordelingsnøgle eller ej - lyder det fra udenrigsministeren.

- Sagen er den, at vi kommer til at tage en del af de 160.000 flygtninge. Det er jeg ikke i tvivl om. Se på den sidste uge, hvor vi kom op på omkring 900, som søgte asyl i Danmark.

- Når der snakkes om et nul, så er det fordi, vi ikke er med i en obligatorisk fordeling, da vi ikke er med i det retslige samarbejde, siger Kristian Jensen til Ritzau.

- Derfor er det, at man på den ene side kan sige, at der står et nul, men på den anden side kan sige, at selvfølgelig tager vi en del af de 160.000. Det kommer vi ikke udenom, siger han.

Spørgsmål: Har I kommunikeret det her godt nok til omverdenen? Mange har sikkert fokus på, at I siger nul flygtninge til Danmark af de 160.000.

- Vi har forsøgt, både Inger Støjberg og jeg, at kommunikere, at selvfølgelig tager Danmark nogle flygtninge af de 160.000, der er. Vores system fungerer bare ikke sådan, at vi melder et bestemt tal ud, og så tager vi dem og ikke andre.

- Vi tager dem, der kommer til Danmark og søger om asyl, og det vil der være nogle af de 160.000, der gør. Og de skal selvfølgelig også have asyl i Danmark, hvis de er forfulgte, siger Kristian Jensen.

Spørgsmål: Der er ingen nedre og øvre grænse?

- Danmark vil tage en andel af de 160.000. I modsætning til andre lande styrer vi ikke efter et bestemt tal, som vi kan melde ind med, er svaret fra udenrigsministeren.

EU-landene er dybt splittede over målet om at fordele 120.000 ud af i alt 160.000 flygtninge blandt medlemslandene.

Og de er endnu mere splittede over de kvoter, der efter planen skulle bruges til at fordele flygtninge ud over Europa.

Det står klart efter mødet mandag i Bruxelles. Efter mødet står det klart, at enigheden foreløbig kun gælder for de 40.000, der blev truffet principbeslutning om allerede i juni.

/ritzau/