FN-menneskeretschef rystet over kaos ved Ungarns grænse

Skrevet af admin

17/09/2015

Dagens topnyheder

Billeder af kvinder og børn, der bliver udsat for tåregas og vandkanoner ved Ungarns grænse, er "virkelig chokerende", mener FN's højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra'ad Al-Hussein.

Ungarn har vist sig fra en fremmedfjendsk side i sin behandling af de flygtninge og migranter, der er kommet til landets grænser, og myndighederne har ind imellem overtrådt international lovgivning, siger Zeid i en skarp kritik af den ungarske modtagelse af de titusinder af mennesker, der er rejst ind i landet i den seneste tid.

- Jeg er rystet over de afstumpede og i nogle tilfælde ulovlige handlinger fra de ungarske myndigheder i de seneste dage, som omfatter afvist indrejse, anholdelser, vilkårlige afvisninger, at sende flygtninge retur og overdreven magtanvendelse mod migranter og flygtninge, siger højkommissæren.

De nye regler, som Ungarn indførte natten mellem mandag og tirsdag, som kriminaliserer ulovlig indrejse i Ungarn, er i strid med landets menneskeretslige forpligtelser, mener Zeid.

- At søge asyl er ikke en forbrydelse, og det er det heller ikke at rejse irregulært ind i et land, understreger han.

Zeids udtalelser kommer kort efter, at EU's kommissær for migration, Dimitris Avramopoulos, kritiserede Ungarn for at forsegle sin grænse mod Serbien og bruge vandkanoner og tåregas mod de flygtninge og migranter, der forsøger at komme ind i Ungarn og videre nordpå derfra.

FN-højkommissæren tilføjer, at de flygtninge, der forsøger at nå i sikkerhed og Europa, ikke har andre muligheder end at benytte sig af menneskesmuglere, fordi der ikke findes andre måder at komme til Europa.

Zeid opfordrer derfor EU til hurtigst muligt at indføre en politik, der tager udgangspunkt i menneskerettigheder.

EU-præsident Donald Tusk har indkaldt til ekstraordinært EU-topmøde på onsdag om flygtningekrisen.

/ritzau/Reuters