Fødselssikkerhed: Danmark på en flot sjette plads

Skrevet af Christian Ribergaard

08/05/2013

Dagens topnyheder

Det er sikkert at føde i Danmark. En ny liste fra State of the World’s Mothers, placerer Danmark på en flot sjette plads, over de mest sikre lande at få et barn i. Vores økonomi, uddannelse, sundhed for mødre, samt lave barnedødelighed, placerer os et godt stykke oppe i top 10.

Det er kun vores skandinaviske naboer og Holland, der overgår os, mens vi ligger langt foran stormagter som USA, Rusland og Kina, som roder rundt på henholdsvis 30., 59. og en 68. plads. Listen tager hensyn til landenes økonomi, uddannelse, sundhed for mødre, børnedødelighed og antallet af kvinder i regeringen.

USA hænger i bremsen

Mens USA ligger godt med på økonomien og uddannelsen, så dumper supermagten med et brag på børnedødelighed. Her ligger de på niveau med lande som Bosnien & Hercegovina, Qatar og Slovakiet. Til sammenligning  har et barn født og opvokset i Island, 3 gange større chance for at blive 5 år, end det ville have i USA.

Samtidig har fødende kvinder i USA en risiko på 1 ud af 2400 for at dø under fødslen. Kun fem andre udviklingslande - Albanien, Letland, Moldova, Rusland og Ukraine - har en dårligere statistik.

Værst fra Sahara og ned

Skal du føde så hold dig væk fra Afrika og i særdeleshed Den demokratiske republik Congo. Generelle tal fra landende, som ligger under Sahara, afslører at 1 ud af 30 kvinder højest sandsynligt vil dø af en fødselsrelateret sygdom. Hvert syvende barn når ikke at fejre sin 5 års fødselsdag, og skulle de blive gamle nok til at gå i skole, så kan de i gennemsnit forvente helt ned til 2 års undervisning, mens de heldig kan lande 9 år på skolebænken.