Fogh beder Rusland holde igen over for Ukraine

Skrevet af admin

27/02/2014

Dagens topnyheder

Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen sender ved åbningen af torsdagens møde i Bruxelles mellem Nato-landenes forsvarsministre og den ukrainske viceforsvarsminister, Oleksander Olijnik, en kraftig appel til både Rusland og den nye ukrainske overgangsregering.

- Jeg er ekstremt bekymret over den seneste udvikling i Krim. Morgenens aktion fra en væbnet gruppe er farlig og uansvarlig.

- Jeg opfordrer Rusland til ikke at handle på nogen måde, der kan øge spændingerne eller føre til misforståelser.

- Jeg opfordrer den nye ukrainske ledelse til at fortsætte sine bestræbelser på at etablere en inklusiv politisk proces, der afspejler hele det ukrainske folks demokratiske håb.

- Og jeg opfordrer alle parter til at undgå konfrontationer, holde sig fra provokerende handlinger og vende tilbage til dialogens vej, siger Fogh.

Nato-chefens bemærkning kommer, efter at bevæbnede prorussiske aktivister torsdag morgen har belejret en parlamentsbygning på Krim-halvøen i Ukraine.

Samtidig har det russiske forsvar sat kampfly i alarmberedskab i grænseområdet op mod Ukraine.

Ukraine har efterfølgende sendt en advarsel til Rusland om, at enhver form for troppebevægelse omkring den russiske flådebase på ukrainsk territorium vil blive betragtet som aggression.

Ukraine har torsdag også indkaldt den russiske udsending i Kijev til møde med krav om straks at komme i dialog med regeringen i Moskva.

Flere europæiske lande har fra morgenstunden også luftet stærk bekymring over situationen på Krim-halvøen.

Blandt andre den polske udenrigsminister, Radoslaw Sikorski. Han var i sidste uge blandt den trio af europæiske udenrigsministre, der i Kijev var med til at forhandle den politiske aftale på plads, som blev fulgt af weekendens politiske omvæltning.

- Bevæbnede mænds belejring af regeringsbygningerne i den ukrainske Krim-region kan føre til en regional konflikt.

- Dette er et drastisk skridt, og jeg advarer bagmændene og dem, som har tilladt dem at gøre dette, for det er sådan, at regionale konflikter begynder. Det kan være meget farligt, siger Sikorski ifølge nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/