Forhandlinger om landdistriktsmidler bryder sammen

Forhandlingerne om fordelingen af landdistriktsmidler er brudt sammen. Det oplyser partierne Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti i en fælles pressemeddelelse.

De borgerlige partier var ellers ikke langt fra at blive enige med regeringen, oplyser Dansk Folkepartis fødevareordfører, René Christensen.

- Jeg oplevede det som et meget mærkeligt forløb. Vi var egentlig parate til at indgå en aftale og var enige på flere punkter. Vi var enige om, at der er brug for flere penge til investeringer i stalde, siger han til Ritzau og fortsætter:

- Men de ville blandt andet ikke være med til at indføre moderne miljøregulering eller sikre penge til mere biodiversitet i skovene, og derfor kunne vi ikke blive enige.

Derudover ville regeringen ifølge René Christensen have, at alle aftaler blev fastlagt for de næste tre år, mens de borgerlige partier ønskede, at nogle af aftalerne kun skulle gælde for et år.

Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti fremlagde i efteråret 2014 en landbrugspakke med 16 forslag til, hvordan landdistriksmidlerne kunne fordeles.

Et af de væsentligste forslag har for de tre borgerlige partier været at afskaffe de danske særregler for gødning. Det fremgår også af partiernes pressemeddelelse.

- Det var en klar prioritet for os at give dansk landbrug den håndsrækning med penge fra landdistriktsmidlerne, men det ville regeringen ikke afsætte penge nok til, siger Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen.

/ritzau/

Dagens Gossip