Forsvarere og anklagere visiteret ved PKK-sag

Skrevet af admin

31/08/2015

Dagens topnyheder

Der var skruet helt op for sikkerhedskontrollen mandag formiddag i Østre Landsret.

Her skulle retten efter planen have indledt ankesagen mod ti kurdiske mænd, der er tiltalt for at indsamle penge til Kurdistans Arbejderparti, PKK, der anses som en terrororganisation.

- Retsformanden har bestemt, at alle skal visiteres. Også forsvarerne og anklagerne, fortæller en af de politifolk, som bemandede indgangspartiet til retssal 1, hvor der i dagens anledning var opsat en metaldetektorkarm.

Dermed var det ikke kun de mange tilhørere, som måtte tømme lommerne og række armene vandret ud til siden og lade sig skanne af politifolkene med en håndholdt metaldetektor, men altså også dem, som var i retten i embeds medfør.

I de fleste retter er der fri adgang til retssalene, men retsplejeloven har en bestemmelse, som gør, at retten i særlige tilfælde kan forlange visitation af samtlige deltagere ved retsmødet.

Det kan ske "når sikkerhedsmæssige hensyn taler derfor", som det hedder i retsplejeloven.

En række retter er derudover i øjeblikket med i en forsøgsordning med fast adgangskontrol ved indgangen til retsbygningen. Det er iværksat, efter at en advokat sidste år blev dræbt i fogedretten i København.

De ti tiltalte i PKK-sagen blev i oktober frifundet ved Københavns Byret, mere end et år efter at sagen blev indledt i september 2013.

Også i byretten var der - navnlig ved sagens begyndelse - et markant sikkerhedsopbud fra Københavns Politi. Dog dalede politifolkenes visitationsiver, i takt med at retssagen skred frem.

Det store sikkerhedsopbud mandag har angiveligt at gøre med, at de ti er tiltalt efter en af straffelovens terrorbestemmelser. Bestemmelsen handler om at yde økonomisk støtte til en organisation, der udøver terror.

Det er forbudt, også selv om de penge, der doneres, ikke specifikt er målrettet støtte til en konkret planlagt terrorhandling.

Politifolkenes anstrengelser med at visitere de mange tilstedeværende i retten ved mandagens retsmøde, skulle dog vise sig at være skønne spildte kræfter. På grund af problemer med en tolk blev retssagen nemlig udsat.

/ritzau/