Forsvarsminister Carl Holst frasiger sig eftervederlag

Forsvarsminister Carl Holst (V) har frasagt sig sit eftervederlag, som han får som tidligere regionsformand. Det skriver flere medier.

Det meddeler ministeren på Venstres sommergruppemøde på Hotel Legoland i Billund. Udmeldingen kommer kun få timer efter, at Carl Holst på samme gruppemøde forsvarede sin ret til vederlaget, skriver Jyllands-Posten.

Halvdelen af pengene har Carl Holst modtaget, og nu har han bedt om, at alle fremtidige udbetalinger bliver stoppet, siger han til TV2 Nyhederne.

- Jeg synes, at den her sag overskygger mit virke som forsvarsminister.

- Jeg vil ikke bringe Forsvaret og militæret i en situation, hvor mine sager skygger for dem, siger han til TV2.

Ministeren står samtidig fast på, at han har overholdt reglerne. Og han har ikke i sinde at betale de penge tilbage, som han har fået udbetalt.

Efter sit job som formand for Region Syddanmark har Carl Holst ret til et eftervederlag på 833.040 kroner.

Jobbet sagde han dog selv op for at i stedet blev valgt til Folketinget og kort efter udnævnt til forsvarsminister. Et arbejde, der giver omkring 1,1 million kroner i løn.

Lige netop derfor har der været meget debat omkring, hvorvidt forsvarsministeren stadig havde ret til pengene eller burde frasige sig dem.

Onsdag kritiserede Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, sin kollega. Han opfordrede blandt andet til at reglerne for vederlag bliver ændret.

- Når man har mulighed for at få et nyt, vellønnet job inden for den offentlige sektor som forsvarsminister, så er tanken med eftervederlaget ikke opfyldt, sagde han til Ritzau.

Carl Holst mener, at han har optjent retten til efterlønnen i kraft af sine 15 år som regionsrådsformand.

Han har indtil torsdag aften stået fast på, at reglerne giver ham ret til de hundredtusinder kroner, uanset at han har fået nyt job.

/ritzau/

Dagens Gossip