Frankrig: Fire unge ville dræbe militærmand

Skrevet af admin

16/07/2015

Dagens topnyheder

Fransk politi har forpurret attentatplaner mod en fransk militærbase, der indebar en plan om at fange og skære halsen over på en person på basen.

Det siger Frankrigs indenrigsminister, Bernard Cazeneuve.

Sikkerhedsstyrker gennemførte ransagninger tidligt mandag morgen og anholdt fire unge i alderen 16 til 23 år, som ifølge ministeren "planlagde at gennemføre et terrorangreb" mod et fransk militæranlæg.

Den yngste af de fire blev hurtigt løsladt igen, men de andre tre tilbageholdes på mistanke om, at de ville bortføre og skære halsen over på en person. Attentatet skulle muligvis udføres 31. december, hvor basen er tyndt bemandet.

Ifølge den franske avis Le Monde var det udvalgte offer en officer på militærbasen.

Den ældste af de anholdte har været signalgast i flåden og gjorde tjeneste på basen, der ligger ved byen Collioure i det sydlige Frankrig. Basen bruges også til at træne elitestyrker.

Den 23-årige blev for nylig smidt ud af flåden, siger en unavngiven kilde tæt på efterforskningen.

En anden af de anholdte er kun 17 år, men er allerede i myndighedernes søgelys på grund af sine aktiviteter på sociale medier og kontakt til fængslede franske jihadister.

Sikkerhedskilden siger til AFP, at de tre anholdte havde planer om at rejse til dele af Syrien, der er kontrolleret af islamister, men den 17-åriges mor alarmerede de franske myndigheder, som hentede ham ind til en afhøring.

Politiet fandt ikke nogen våben i forbindelse med anholdelsen af de mistænkte, men de anholdte var i besiddelse af dokumenter om, hvordan man klargør sprængstoffer.

Nyhederne om anholdelserne kommer dagen efter, at præsident François Hollande meddelte, at Frankrig i de seneste dage har forpurret terrorangreb.

- I denne uge har vi stoppet terrorangreb, der kunne have fundet sted, sagde Hollande under et besøg i byen Marseille i Sydfrankrig.

Frankrig er fortsat i højt beredskab efter angrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i januar. I alt blev 17 mennesker dræbt under de angreb.

/ritzau/AFP