Fransk pessimisme: Tvivler på fred i Syrien

Der er ikke stor optimisme at spore hos Frankrigs udenrigsminister, når det gælder bestræbelserne på at skabe fred i Syrien på en fredskonference i næste måned.

Udenrigsminister Laurent Fabius er i tvivl, om deltagerne på konferencen i Genève kan nå frem til et positivt udfald.

- Når det gælder Syrien, er jeg desværre ganske pessimistisk, siger han.

- Vi arbejder for at sikre succes, men vi kan tvivle en del på, at det kommer til at lykkes. Hvis konferencen desværre ikke bliver succesfuld, betyder det, at dette lidende land fortsætter med at lide, og det samme vil dets naboer, fortsætter den franske udenrigsminister.

Fredskonferencen finder sted 22. januar, og målet er at nå til enighed om en overgangsregering, der skal få standset den over 1000 dage lange konflikt, der har kostet flere end 100.000 mennesker livet og tvunget millioner til at flygte fra deres hjem.

Fabius lægger dog en dæmper på forventningerne og erkender for første gang, at Syriens moderate opposition har det svært.

- Bashar al-Assad siger, at han vil sende repræsentanter til Genève. Hr. Assad er ikke dum, selv om han har masser af fejl. Vi kan ikke se, hvorfor han skulle ville afgive sin magt.

- Hvad angår oppositionen, som vi støtter, er den i store vanskeligheder, lyder det fra Laurent Fabius.

Frankrig er blandt præsident Bashar al-Assads skarpeste kritikere, og det var det første vestlige land, der gav militærhjælp til den moderate oppositionen i Den Frie Syriske Hær.

Det var også det første vestlige land, der anerkendte Syriens Nationale Koalition som enerepræsentant for det syriske folk.

Den Frie Syriske Hær er en paraplyorganisation for en række moderate oprørsgrupper, men gruppen har ifølge mange iagttagere mistet indflydelse til islamistiske grupper og netværk blandt oprørerne.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV