Frasalg redder bundlinjen hos B&O - men driften halter

Forårets frasalg redder B&O og giver Struer-virksomheden et lille plus på bundlinjen i det forskudte regnskabsår 2014/2015 med et resultat efter skat på 57 millioner kroner.

Men med et driftsresultat på minus 807 millioner kroner er den tilbageblivende del af elektronikkoncernen i store vanskeligheder.

Selv skriver B&O, at virksomheden har en "sund vækst i indtægter" i 4. kvartal, men at der dog fortsat er tale om "utilfredsstillende bagvedliggende indtægter".

Investorerne har da også været hurtige til at straffe B&O med et aktiefald på omkring syv procent, i minutterne umiddelbart efter handlen gik i gang på fondsbørsen i København.

Virksomhedens store problem er, at de trods stor vækst i omsætningen ikke kan få indtjeningen til at følge med.

Det betyder også, at B&O ikke udbetaler afkast til sine aktionærer, selvom en stor del af virksomheden netop er solgt fra.

Flere analytikere havde på forhånd forventet, at virksomheden ville kunne vise et ekstraordinært udbytte i årsregnskabet, da koncernen i slutningen af marts frasolgte sin Automotive-division, der producerer lydsystemer til luksusbiler, for 1,1 milliarder kroner.

Et frasalg, der skulle strømline virksomhedens aktiviteter, så business-to-business forretningen mindskes til fordel for klassisk salg af radio og tv.

Også B&O's topchef, Tue Mantoni, har givet udtryk for, at han har regnet med et stærkt andet halvår for virksomheden, men han har ikke ville love, at det kunne kompensere for den dårlige præstation i første halvdel af regnskabsåret.

Årsregnskabet viser da også, at Struer-virksomheden med over tusind ansatte endnu ikke har fået vendt den usunde virksomhed, der har betydet, at Tue Mantoni har måtte præsentere stribevis af skuffende regnskaber i sin tid som topchef.

Dog ser det ud til, at virksomhedsdivisionen B&O Play kører bedre, og samtidig venter Mantoni en salgsvækst på 8-12 procent i det kommende regnskabsår..

/ritzau/

Dagens Gossip