Friis Bach bliver gruppeformand hos De Radikale

Skrevet af admin

03/02/2014

Dagens topnyheder

De Radikales tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach er mandag efter regeringsrokaden blevet valgt som ny gruppeformand for partiet i Folketinget.

Han efterfølger Sofie Carsten Nielsen, der netop er blevet udnævnt til ny forsknings-, innovations og uddannelsesminister.

Christian Friis Bach valgte 21. november sidste år at trække sig fra posten som udviklingsminister som en konsekvens af sin rolle i den såkaldte GGGI-sag.

Den nyudnævnte gruppeformand havde på et møde i GGGI som bestyrelsesmedlem stiltiende accepteret de rejseregler, som Venstres Lars Løkke Rasmussen som formand for klimaorganisationen havde benyttet sig af.

Men da sagen rullede, nægtede han over for Folketinget at have kendskab til de selvsamme rejseregler, for det var det, hans embedsmænd fejlagtigt havde fortalt ham.

Således havde han misinformeret Folketinget og som en konsekvens heraf trak han sig efter at have siddet som udviklingsminister siden oktober 2011.

Den 47-årige Christian Friis Bach er uddannet agronom, har en ph.d. i økonomi og har taget tillægsuddannelsen ved Danmarks Journalisthøjskole.

Inden sin politiske karriere har han blandt andet undervist på Københavns Universitet og været formand for Mellemfolkeligt Samvirke og international chef for Folkekirkens Nødhjælp.

De Radikale oplyser i en pressemeddelelse, at Camilla Hersom fortsætter som næstformand i den radikale gruppe i Folketinget, som med Ida Aukens skifte fra SF nu tæller 17 medlemmer.

Samtidig udnævnes Andreas Steenberg også som næstformand og indtræder dermed i gruppeledelsen.

/ritzau/