Goldman Sachs presser dansk vindmøllebranche

Skrevet af admin

27/02/2014

Dagens topnyheder

Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs mener, at Dong Energy skal tvinge omkostningerne på havvindmøller 40 procent ned.

Det sætter pres på de danske underleverandører i vindmølleindustrien, og storbanken er samtidig klar med billigere alternativer, skriver Børsen.

- Vi kan skabe kontakt til eksempelvis asiatiske leverandører, som vi kender godt. Vi kan skabe adgang til komponentleverandører. Det gør Dong Energy i stand til at brede sin leverandørkreds, siger Martin Hintze fra Goldman Sachs' kontor i London til Børsen.

Han forklarer overfor avisen, at lavere omkostninger er af helt afgørende betydning for Goldman Sachs.

Dong Energys topchef Henrik Poulsen er tilfreds med spareforløbet, som der er "brugt rigtig mange ressourcer på i de sidste 12 måneder".

Rambøll Global Wind er klar i mælet, når det handler om konsekvenserne af besparelserne. Her er budskabet, at hvis det handler om at gå 40 procent ned i pris, så vil de ikke være med.

- Vi har uden sammenligning det største hold til at lave det, vi gør. Og vi har uden sammenligning den største erfaring. Den kan man vælge at bruge. Men der er også nogle, der vælger at få det lavet billigst muligt, siger Klaus Jacob Jensen, der er divisionsdirektør ved Rambøll Global Wind til Børsen.

Brancheforeningen Vindmølleindustrien mener til gengæld, at danske underleverandører er nødt til at finde bedre og billigere løsninger for at fastholde havvindmøller som attraktive.

/ritzau/