Grækenlands hæveautomater gløder under krise

Skrevet af admin

27/06/2015

Dagens topnyheder

Over en tredjedel af hæveautomaterne i Grækenland var lørdag løbet tør for kontanter, inden de blev fyldt igen. Mange grækere hævede nemlig deres penge af frygt for, at landet er på vej ud af euroen, siger tre kilder i bankverdenen.

Nervøse indbyggere begyndte at danne kø ved hæveautomaterne, efter at premierminister Alexis Tsipras overraskende havde bebudet en folkeafstemning om de spareplaner, som kreditorerne kræver. En melding der anses for at være undergravende for videre forhandlinger i eurogruppen, og som har bragt landet tættere på en bankerot.

Over 2000 af de 5500 automater i Grækenland løb tør for euro på et tidspunkt lørdag. Automaterne er blevet fyldt igen, og bankerne arbejder sammen med landets centralbank for at sikre, at automaterne hele tiden får tilført kontanter.

Det tager normalt mellem én og to timer at genfylde en hæveautomat, hvilket førte til lange køer.

Omkring 600 millioner euro blev hævet i banksystemet lørdag, siger en højtstående bankmand.

Det er under det niveau, som har været set på andre krisedage i de seneste uger. Nogle dage er der blevet hævet over én milliard euro.

- Men efterspørgselen efter kontanter er helt klart højere, end det vi ser på en normal lørdag, siger kilder i finansverdenen til Reuters.

Bankerne er afhængige af tilførsel af krise-likviditet fra Den Europæiske Centralbank (ECB), hvis de skal forblive åbne. Græske embedsmænd førte lørdag forhandlinger med ECB's chef, Mario Draghi, for at sikre fortsat støtte til bankerne under krisen.

Flere kommentatorer i Athen var lørdag meget kritiske over for regeringen.

Regeringen under Tsipras har ført Grækenland på konfrontationskurs med EU. Premierministeren har nu bebyrdet befolkningen med en folkeafstemning den 5. juli efter sin opsigtvækkende fiasko, hedder det i en lederkommentar på forsiden af avisen Eleftheros Typos.

Økonomen Demetrios Efstathiou i banken ICBC lægger også ansvaret på den venstreorienterede græske regering.

- Det er fuldstændigt latterligt af Tsipras. Den græske regering har ingen plan B, ingen plan C. Og den havde heller ingen troværdig plan A, hedder det i en kommentar fra Demetrios Efstathiou./ritzau/Reuters