Groft hærværk lukker jysk overkørsel i tre måneder

Skrevet af admin

11/11/2013

Dagens topnyheder

En krysantemumbombe under et skur ved en togoverkørsel ved Haarvadbro i Østjylland sendte gulvrester op i taget, og et relæ i skuret er sprængt til ukendelighed, oplyser Østjyllands Politi.

Bombens ødelæggelser er takseret til groft hærværk på anlægget ved en overkørsel mellem Hadsten og Hinnerup i sidste uge vil i lang tid give trafikanter besvær.

- Den foreløbige konklusion fra kriminalteknisk center viser, at der angiveligt er tale om en kraftig krysantemumbombe. Der er fundet beskyttelseshætte og papir fra bomben, siger politikommissær Mogens Brøndum til Ritzau.

Overkørslen ved Haarvadbro vil være lukket i mindst tre måneder, oplyser Banedanmark mandag om affæren, der fandt sted onsdag aften.

Hytten, hvorfra bomanlægget styres, blev totalskadet, og samtlige komponenter i hytten skal nu udskiftes.

Der er blevet etableret omkørsler, og nu skal Banedanmark i gang med helt fra grunden at opbygge et nyt sikringsanlæg, oplyses det i en pressemeddelelse.

Nogle af delene skal specialfremstilles, og derfor vil der gå så lang tid.

- Hele anlægget, der stod i hytten, er sprængt i stykker til ukendelighed, konstaterer sektionschef Mads Thostrup i pressemeddelelsen.

Omkostningerne ved hærværket er endnu ikke gjort op, fortæller man til Ritzau, men der kan blive tale om en høj straf og erstatning til den eller de mulige gerningsmænd.

- Vi afventer nu svar på undersøgelser af dna-spor og fingeraftryk. Vi efterforsker fortsat, og strafferammen er op til seks år, og den eller de skyldige kan se frem til et betragteligt erstatningskrav, siger Mogens Brøndum.

Politiet fik anmeldelsen om bomben 6. november klokken 21.57.

/ritzau/