Guvernør i Homs åbner op for forlængelse af våbenhvile

Våbenhvilen i den belejrede syriske by Homs bliver muligvis forlænget, hvis der er flere civile, der ønsker at forlade byen. Onsdag er 217 personer evakueret.

Det oplyser byens guvernør, Talal al-Barazi.

- Hvis vi kan se, at det er hensigtsmæssigt, og hvis der er behov for en forlængelse, vil vi sammen med FN undersøge, hvorvidt våbenhvilen skal gælde en ekstra periode, siger han.

- Vi er stadig ikke sikre på, om der er flere folk, der ønsker at forlade byen i dag. Hvis flere vil ud af byen, er der ikke noget, der forhindrer, at vi fortsætter med at evakuere civile, siger Talal al-Barazi.

Guvernøren bekræfter, at 217 personer onsdag er evakueret fra den belejrede syriske by.

Den gældende våbenhvile har stået på siden fredag i sidste uge. Den blev forlænget med 72 timer efter gensidig aftale mandag.

Missionen med at evakuere indbyggere fra Homs blev onsdag formiddag genoptaget efter knap et døgns pause, efter at den midlertidigt blev indstillet tirsdag på grund af logistiske problemer.

Med mindre våbenhvilen bliver forlænget, udløber den ved midnat onsdag aften.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip