Håndbold-oprykkere fra Aarhus overrasker mod topholdet

Skrevet af admin

10/09/2014

Dagens topnyheder

Oprykkerne fra SK Aarhus formåede onsdag aften at drille favoritterne fra Randers HK i Dame Håndbold Ligaen.

Hjemmebane i Vejlby-Risskov Hallen spillede århusianerne 23-23 mod Randers HK, der indtager en delt førsteplads i ligaen.

SK Aarhus med en velspillende Mathilde Juncker i målet var endda tæt på at nappe sejren i slutfasen, hvor det lykkedes at score tre gange i træk og bringe sig i front med 23-21. Men gæsterne fik alligevel hevet det ene point med hjem.

I Dame Håndbold Ligaens øvrige kampe onsdag aften var der ikke de store overraskelser.

De forsvarende mestre fra Viborg HK vandt på hjemmebane 28-22 over København Håndbold. FC Midtjylland slog Ringkøbing med 23-17, mens Team Tvis Holstebro bankede Skive med 36-21.

Randers HK, FC Midtjylland og Viborg HK deler førstepladsen med fem point. SK Aarhus har tre point efter de tre første spillerunder.

/ritzau/