Håndbold-topscorer: I perioder lykkedes alt mod Østrig

Danmarks venstrefløj, Ann Grete Nørgaard, sendte ni mål ind bag Østrigs målmand i EM-kvalifikationskampen torsdag aften, hvor danskerne kom lidt tættere på en EM-billet med en storsejr på 42-27.

Fløjspilleren er da også overordnet tilfreds med præstationerne på banen.

- I perioder lykkedes mere eller mindre alt. Vi havde en periode, hvor vi fik dækket skarpt op i forsvaret og løbet nogle kontraer samtidig med et godt angrebsspil.

- Men generelt mangler der lidt forsvar. Vi kom ikke lige frem til skytterne, det var lidt rodet, og vi smed dumme bolde væk. Men vi fik styr på angrebet, så jeg synes egentlig, at der var flest ting, der lykkedes, siger Ann Grete Nørgaard.

Nu skal holdet så arbejde på at få de gode perioder til at vare endnu længere.

- Vi mangler stabilitet over en længere periode. Det sidste kvarter i første halvleg var rigtig stærkt, og det kunne være fedt at spille sådan over 60 minutter, men det er rigtig svært.

- Man vil jo altid svinge, men det handler om at minimere downperioden og lave så få fejl som muligt og have en base forsvarsmæssigt, siger Nørgaard.

De fleste af hendes mål blev sat ind på straffekast eller kontra.

Overordnet gjorde fløjspillerne ikke det store væsen af sig i det etablerede angrebsspil, hvilket Ann Grete Nørgaard nikker genkendende til.

- Der var rigtig meget plads til stregene i dag, så de lever godt af, at østrigerne står højt. Østrig dækkede også bredt, så jeg tænkte ikke, at der var vildt meget plads på fløjen.

- At få fløjudspil kræver, at man holder bolden i gang rigtig længe, og det kræver nok lige to-tre afleveringer mere. I dag var der muligheder udefra og for at gå i gennem, så vi måtte nøjes med at løbe, lyder det fra topscoreren.

Søndag skal Danmark hive næste sejr i land på vej mod EM i Ukraine og Kroatien i 2014. I den kamp møder danskerne Litauen, som tabte deres første puljekamp torsdag til Ukraine.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV