Hamilton sætter konkurrenter til vægs i Kina-træning

Skrevet af admin

10/04/2015

Dagens topnyheder

Den forsvarende verdensmester i Formel 1, briten Lewis Hamilton, måtte overraskende se den tyske Ferrari-kører Sebastian Vettel vinde det seneste grandprix i Malaysia.

Men ved fredagens to træninger forud for søndagens grandprix i Kina var alt tilbage ved det sædvanlige; med Mercedes som den hurtigste bil i klassen.

Ved både første og anden træning var Hamilton hurtigst, men kun i den første var hans teamkammerat, Nico Rosberg, den næsthurtigste.

I den anden træning understregede finnen Kimi Raikkonen, at der altså også er fart i Ferrarien, da han kom ind på andenpladsen.

Det bemærkede Hamilton.

- Generelt føltes bilen hurtig, og forhåbentlig vil det stille mig godt. Men Ferrari så ud til at være lige så hurtig som i Malaysia. Forhåbentlig er vi hurtigere, siger Hamilton ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Red Bull-køreren Daniel Ricciardo fra Australien blev nummer tre, mens Sebastian Vettel satte fjerdehurtigste tid. Rosberg blev blot nummer fem.

McLaren skuffede endnu en gang. Briten Jenson Button blev nummer 10 og spanieren Fernando Alonso nummer 12.

Grandprixet i Kina er sæsonens tredje. Efter de to første fører Hamilton med tre point ned til Vettel på andenpladsen.

/ritzau/