Herlev overvejer at droppe klagesag efter ny afvisning

Skrevet af admin

06/01/2016

Dagens topnyheder

Ishockeyklubben Herlev Eagles overvejer at droppe klagesagen mod ligarivalen Gentofte Stars, efter at to instanser hos Danmarks Ishockey Union (DIU) har afvist Herlevs protest.

Herlev Eagles' direktør, Kenneth Christiansen, skrev tirsdag aften på klubbens hjemmeside, at sagen ville blive ført videre til appelinstansen hos Danmarks Idrætsforbund (DIF), men nu er han kommet i tvivl, om det kan betale sig at fortsætte kampen.

- Spørgsmålet er, om vi overhovedet får noget ud af at gøre det, eller om det bare er spild af tid, siger Kenneth Christiansen.

Striden drejer sig om, at Gentofte Stars i en periode i november og december har haft ni udenlandske spillere på kontrakt, hvilket ikke er tilladt ifølge DIU's regler, der har sat et loft på maksimalt otte.

DIU erkender, at der er sket fejl, men hverken Turneringsudvalget eller Amatør- og Ordensudvalget mener, at fejlen skal have den konsekvens, som Herlev forventer: At Gentofte bliver taberdømt i kampene mod Herlev henholdsvis 29. og 30. december.

- Vi sad hos DIU tirsdag, og vi blev enige om, at DIU havde begået en fejl, som de undskyldte for. Så er den i min verden ikke så meget længere. Så må man taberdømme Gentofte, siger Kenneth Christiansen.

Herlev er aktuelt på sidstepladsen i Metal Ligaen og har ni point op til netop Gentofte, der lige nu sidder på den sidste kvartfinaleplads.

To skrivebordssejre kan derfor få stor betydning for resten af sæsonen.

- For os er sagen principiel. Selvfølgelig ville det være nogle gode point at få, men ret skal være ret. Reglerne må være ens for alle, siger Kenneth Christiansen.

Han forventer at have en afklaring på, om sagen skal videre til DIF inden for et par dage.

- Problemet er, at det kan tage et halvt år at få afgjort det, og så er det jo irrelevant, siger Herlev-direktøren med henvisning til, at Metal Ligaens grundspil slutter 29. februar.

Hos DIF's appeludvalg oplyser juridisk sekretær Mads Boesen, at man ikke kan sige noget generelt om, hvor lang tid udvalget skal bruge på at komme frem til en afgørelse.

Han peger dog på, at appelinstansen selv angiver som målsætning at behandle sagerne så hurtigt, som det kræves.

I instansens vejledningsskrivelse lyder det således:

- Appelinstansen bestræber sig dog altid på at behandle en sag så hurtigt, som dens beskaffenhed og karakter tillader, når der tages hensyn til, at sagerne skal behandles retssikkerhedsmæssigt forsvarligt med det sigte at nå til det materielt rigtige resultat.

Herlev har endnu 13 grundspilskampe til at tilspille sig en plads i slutspillet.

/ritzau/