Herre-favoritter slår sig sikkert videre i French Open

Lørdag blev en god dag på kontoret for favoritterne i herresingle ved grand slam-turneringen French Open i Paris.

Topseedede Novak Djokovic, tredjeseedede Andy Murray og de seneste fem års vinder af turneringen, Rafael Nadal, spillede sig alle videre til fjerde runde efter sejre i tre sæt.

Djokovic sejrede 6-4, 6-4, 6-4 over den næsten to meter høje australske teenager Thanasi Kokkinakis.

Det var ligeledes en australier, der måtte forlade turneringen efter en kamp mod Andy Murray. Briten vandt 6-4, 6-2, 6-3 over Nick Kyrgios.

Australieren var på forhånd ikke helt undertippet. Tidligere i maj havde Kyrgios lettere chokerende sendt Roger Federer ud af Madrid Open.

Rafael Nadal, der kun har tabt én kamp i karrieren ved French Open, vandt i overlegen stil over russeren Andrey Kuznetsov med 6-1, 6-3, 6-2.

Vinder både Djokovic og Nadal sine kampe i fjerde runde tørner de to giganter sammen i kvartfinalen.

Allerede fredag spillede andenseedede Roger Federer sig også videre til fjerde runde med en sejr i tre sæt, mens fjerdeseedede Tomas Berdych skulle bruge et enkelt sæt mere for at komme videre.

/ritzau/

Dagens Gossip