Hjemsendt skattechef holder fast i håbet om åben høring

Skrevet af admin

05/06/2016

Mest læste i dag

Det vil være en styrkelse af retssikkerheden, hvis et tjenesteligt forhør af tre skattechefer i forbindelse med skandalen om udbytteskat holdes for åbne døre.

Sådan lyder det fra advokat Jacob Aaes, som repræsenterer Skats hjemsendte inddrivelsesdirektør, Jens Sørensen.

Lørdag meddelte skatteminister Karsten Lauritzen (V), at forhøret sandsynligvis vil holdes for lukkede døre af hensyn til Bagmandspolitiets efterforskning af sagen.

- Jeg opfatter det ikke som en definitiv beslutning, der kommer her. Det er en foreløbig holdningstilkendegivelse, lyder det fra advokaten, som ønsker fuld offentlighed om sagen.

Han påpeger, at der er tale om et meget komplekst sagsforløb, som har involveret fire resortområder i Skat samt Skatteministeriets departement.

- Og derfor har offentligheden og vores klienter en klar retssikkerhedsmæssig interesse i at få indblik i det her forløb ved også at høre, hvad der bliver lagt frem under sagen, siger Jacob Aaes.

Han glæder sig over, at ministerens eneste betænkelighed ved at lukke dørene til forhøret er hensynet til Bagmandspolitiets efterforskning.

- Det mener vi nok, at man kunne løse, også under en offentlig høring, lyder det.

/ritzau/