Holger K: Annette Vilhelmsen og jeg har det godt sammen

Skrevet af admin

12/12/2013

Dagens topnyheder

Det er ifølge den nye udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) fuldstændig forkert, at han og SF's formand, Annette Vilhelmsen, skulle have et dårligt forhold til hinanden.

Man kan på TV 2's hjemmeside torsdag læse om et "brud" mellem de to ellers så tætte partifæller, hvilket angiveligt skyldes, at Holger K. Nielsen mere og mere kører et sololøb, senest i forbindelse med finansloven.

Der er ifølge TV 2 flere SF'ere, som er glade for, at Holger K. Nielsen nu skal være ude af landet to tredjedele af året som udenrigsminister.

Holger K. Nielsen og hans rådgivere skulle omvendt være trætte af Annette Vilhelmsens manglende politiske erfaring, som er udmøntet i dårlige sager, senest Zornig-sagen, hvor hun fejlagtigt lovede en million kroner væk til Lisbeth Zornig Andersens projekt Stemmer på kanten.

Denne splittelse mellem de to ministre, den nuværende og tidligere formand for SF, er det rene opspind, mener Holger K. Nielsen.

- Det aner jeg ikke noget som helst om. Jeg er meget uforstående over for den slags anonyme ting, der kører. Jeg kan slet ikke genkende det. Det kan jeg overhoved ikke, siger han.

- Jeg har kørt i meget tæt kontakt med andre SF'ere og arbejdet hårdt. Jeg ved ikke, hvad det er for noget. Der kører hele tiden forskellige rygter. Det vil jeg ikke tage alvorligt, siger han.

Han mener derimod, at Annette Vilhelmsen er "fremragende" som formand og vil være "glimrende" også uden ham ved sin side.

- Jeg har faktisk lige snakket med hende. Jeg sad ved siden af hende i domkirken, da Mandela blev mindet, og hun var meget irriteret over den historie og afviste den fuldstændig, siger han.

Han fortæller, at han har et "meget, meget fint" forhold til Annette Vilhelmsen.

Torsdag tiltrådte Holger K. Nielsen udenrigsministerposten efter Villy Søvndal (SF), som har valgt at trække sig som minister på grund af sit helbred.

/ritzau/