Hver femte kvægavler overholdt ikke behandlingsregler

For mange landmænd behandler ikke køer rigtigt i forbindelse med kælvningsfeber, skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse. I en stikprøvekontrol blandt 100 tilfældige kvægbesætninger fulgte omkring 20 landmænd ikke behandlingsreglerne.

- Jeg hæfter mig da ved, at otte ud af 10 godt kan finde ud af at behandle deres dyr rigtigt, siger leder af Fødevarestyrelsens veterinærrejsehold, Flemming Kure Marker, i pressemeddelelsen.

- Men det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, at vores stikprøve viser, at hver femte kvægavler ikke behandlede i overensstemmelse med de regler, de er blevet autoriseret til at arbejde efter ved kælvningsfeber.

De steder, hvor Fødevarestyrelsen fandt fejl, blev køerne behandlet mere end en gang efter kælvning og ofte også uden for de tidsintervaller, hvor det er tilladt. I enkelte tilfælde havde landmanden ikke den nødvendige autorisation til at behandle dyrene.

Det har siden 2010 været muligt for landmænd og medhjælpere at blive autoriseret til at behandle deres køer for kælvningsfeber og tilbageholdt efterbyrd i koens livmoder. Har man ikke autorisationen, skal en dyrlæge stå for behandlingerne.

Hos kvægavlernes interesseorganisation, Landbrug & Fødevarer, Kvæg, tager man afstand fra overtrædelserne.

- Det er simpelthen ikke godt nok, det her. Hvis politikere og forbrugere skal kunne have tillid til os, skal vi overholde reglerne. Og reglerne er helt klare på det her område, skriver formanden Peder Philipp i en kommentar og efterlyser dyrlægernes hjælp.

- Behandlingsprocedurerne bør gennemgås, og det skal sikres, at landmanden har autorisation til at behandle, og at han behandler efter de besætningsdiagnoser, der foreligger.

/ritzau/

Dagens Gossip