Inflationen tager et hak ned i august

Inflationen landede på blot 0,5 procent i august, viser tal fra Danmarks Statistik. Dermed befinder prisstigningerne sig nu tæt på det laveste niveau siden starten af 1950'erne, skriver chefanalytiker i Nykredit Tore Stramer i en kommentar til tallene.

- Status er således fortsat, at inflationen har svinget på et meget lavt niveau mellem 0,4 procent og 1,0 procent over det seneste år. Dermed har august også budt på en fortsættelse af den meget lave inflation, der nu har kendetegnet dansk økonomi siden foråret 2013, siger han.

- Årsagen til den historisk lave inflation er hovedsageligt, at importpriserne er faldet kraftigt over det seneste år, mens også oliepriserne har vist en vigende tendens. Det skyldes slet og ret, at krisen fortsat har tag i særligt europæisk økonomi, påpeger Tore Stramer.

Oveni kommer de lave stigninger i lønnen, som danskerne har oplevet i en årrække. Det er med til at mindske det indenlandske prispres.

- Endelig er der indikationer på, at danskerne generelt er blevet mere prisbevidste, hvilket har reduceret særligt detailvirksomhedernes evne til at sende løn- og omkostningsstigninger videre til forbrugerne i form af stigende forbrugerpriser, siger Tore Stramer.

Når priserne stiger så langsomt, betyder det dog, at danskerne får flere penge mellem hænderne. Og selv om lønstigningerne har været lave, så er prisstigningen på varer endnu lavere.

- Den lave inflation gør således, at man ganske enkelt får mere ud af sine lønkroner, og at der alt andet lige bliver plads til større armbevægelser hos familien Danmark, siger Mette Bjarnholt, seniorøkonom i BRFkredit.

- Alligevel er der lidt malurt i bægeret i forhold til dagens tal. For et inflationsniveau på 0,5 procent vidner om, at temperaturen i dansk økonomi mest af alt kan betegnes som lunken, skriver hun i en kommentar.

/ritzau/

Dagens Gossip