Ingenting om Assad i oppositionens nye forslag

Den syriske opposition har droppet kravet om, at præsident Bashar al-Assad skal gå af i sit nyeste forslag under fredsprocessen i den schweiziske by Geneve, hvor parterne i denne uge har taget fat på anden runde.

Det tyder på en ny linje fra oppositionens side.

Forslaget, som blev præsenteret onsdag, gentager kravet om, at der oprettes en overgangsregering i Syrien og fastholder, at denne skal føre tilsyn med en "total våbenhvile".

Men for første gang knyttes der altså ikke et krav om, at præsident Assad skal træde tilbage.

I den 24-punkt lange plan er der i stedet strenge krav om, at et fremtidigt Syrien skal være præget af menneskerettigheder og retfærdighed, skriver The New York Times. Avisen betegner oppositionens nye linje som dristig og risikabel.

Risikoen ligger i, at oprørere i Syrien måske vil føle sig forrådt af oppositionen på et tidspunkt, hvor flere repræsentanter fra de syriske oprørsgrupper for første gang er gået med til at deltage i forhandlingerne med regimet.

Regimet har hele tiden afvist oppositionens krav om, at Assad skulle træde tilbage. Det gentog delegationen i Geneve.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder hævder torsdag, at der er sket en optrapning af kampene i Syrien, og at over 200 personer er blevet dræbt dagligt de seneste tre uger. Tallet er dog ikke bekræftet af uafhængige kilder, rapporterer BBC.

/ritzau/NTB

Dagens Gossip

Dagens TV