Iraks hær afdækker ny massegrav i IS-område

Skrevet af admin

26/01/2016

Dagens topnyheder

Irakiske sikkerhedsstyrker har fundet en massegrav i Ramadi og mener, at den kan indeholde de jordiske rester af omkring 40 mennesker, som blev ofre for islamistgruppen Islamisk Stat (IS).

Ramadi blev generobret af de irakiske sikkerhedsstyrker i sidste måned.

- Indtil nu har vi gravet rester af 18 dræbte op - blandt dem fem politifolk. Vi arbejder videre med de øvrige ofre, siger politimajor Tareq Abdulkarim til AFP.

- Vi anslår, at der er omkring 40 i graven, siger han.

Massegraven er fundet i al-Jamiya-området i Ramadi i det centrale Irak. Ofrene blev formentligt dræbt, da IS rykkede ind i byen.

- Ofrene i massegraven er enten blevet skudt eller halshugget, siger Sabah Karhout, en talsmand for de lokale myndigheder.

Befrielsen af Ramadi ses som en af de mest betydelige sejre for regeringsstyrkerne, efter at de flygtede fra byen i maj sidste år.

Islamisk Stat vandt kontrol over næsten en tredjedel af Irak i 2014.

Regeringsstyrkernes fremrykning under modoffensiven ved Ramadi blev ledet af elitestyrker fra særlige antiterrorenheder og støttet af amerikanskledede luftangreb.

Iraks næststørste by, Mosul, i den nordlige del af landet, skal også befris.

Den irakiske premierminister, Haider al-Abadi, sagde efter sejren i Ramadi, at hele Irak vil være fri for Islamisk Stat om et år.

- Hvis 2015 var et år med befrielse, så vil 2016 være et år med store sejre og afslutningen af Daesh's tilstedeværelse i Irak og Mesopotamien, sagde den irakiske premierminister i en tv-tale kort før nytår.

/ritzau/AFP