Iran indgår historisk aftale med stormagterne

Skrevet af admin

14/07/2015

Dagens topnyheder

Iran og seks stormagter er enige om en banebrydende atomaftale, som sikrer, at styret i Teheran ikke udvikler atomvåben.

Det bekræfter parterne efter intense forhandlinger i Østrigs hovedstad, Wien.

- Jeg mener, at denne aftale er et historisk øjeblik, et nyt kapitel for håb, siger den iranske udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif.

Aftalen indebærer blandt andet, at Iran skal reducere antallet af centrifuger til uranberigelse med to tredjedele. Beriget uran kan bruges til atomvåben.

De økonomiske sanktioner mod Iran skal gradvist udfases, men opretholdes over for våbenimport i fem år og for raketteknologi i otte år.

Aftalen indeholder en klausul om, at sanktioner kan genindføres, hvis Iran ikke efterlever aftalen.

Der er tale om en uhyre detaljeret aftale, som ville blive gjort offentlig tilgængelig senere tirsdag.

Det er en meget lang proces, der afsluttes. I 2002 beskrev USA's daværende præsident, George W. Bush, Iran som en del af "ondskabens akse".

Nu er det samme USA under præsident Barack Obama klar til at bryde årtiers fjendskab og samarbejde med regeringen i Teheran.

Den historiske aftale er kommet i hus efter 18 dages intensive slutforhandlinger i Wien mellem Iran og de seks stormagter USA, Kina, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Tyskland plus EU's udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini.

Alternativet til en atomaftale kunne have været krig mod Iran.

Atomaftalen mellem stormagterne og Iran vil få vidtrækkende politiske og økonomiske konsekvenser.

Den kan bortvejre Vestens frygt for, at Iran vil udvikle atomvåben, mens styret i Teheran omvendt kan se frem til at få hævet økonomiske sanktioner, som har paralyseret store dele af den iranske økonomi.

Aftalen fra Wien skal inden for kort tid bekræftes af FN's Sikkerhedsråd.

Iran forpligter sig med aftalen til at lade FN foretage inspektioner af de iranske atomanlæg, herunder også militære atomanlæg.

En række arabiske lande anført af Saudi-Arabien har set med dyb skepsis på, at USA er rede til at forliges med Iran, og den samme skepsis kommer til udtryk fra den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

Aftalen er "en historisk fejltagelse", siger han tirsdag.

/ritzau/Reuters