Iransk kulturcenter udstiller Holocaust-karikatur

Skrevet af admin

13/05/2016

Dagens topnyheder

Tegnere fra 50 lande vil deltage i en udstilling, der søndag åbner i Teheran, Irans hovedstad.

Udstillingen viser karikaturtegner om Holocaust, Nazitysklands udryddelse af seks millioner jøder.

Udstillingen finder sted på Sureh kulturcentret i hovedstaden, skriver nyhedsbureauet Isna.

Det er ikke klart, om der er tale om et privat initiativ, eller om udstillingen, der ifølge oplysningerne varer frem til 30. maj, er organiseret med hjælp fra staten.

Irans tidligere præsident Mahmoud Ahmadinejad stillede i sin embedsperiode gentagne gange spørgsmål ved, om Holocaust nu også fandt sted.

Han betegnede det som opspind.

Hans efterfølger, den nuværende præsident, Hassan Rouhani, distancerede sig i 2013 fra forgængerens bemærkninger og betegnede Holocaust som en bitter historisk sandhed, som Iran også fordømmer.

Arrangøren af udstillingen i kulturcentret er en organisation, der kalder sig Det Iranske Hus for Karrikaturer.

Det har tidligere planlagt en udstilling om Holocaust. Det skete således i fjor som protest mod det franske satiremagasin Charlie Hebdos karikaturtegninger af islams profet Muhammed.

Denne udstilling blev imidlertid afblæst i sidste øjeblik - angiveligt fordi en af arrangørerne blev syg.

Imidlertid var der på det tidspunkt mistanke om, at den iranske ledelse ville undgå negative overskrifter, da ledelsen var i gang med forhandlinger om Irans atomprogram med de vestlige stormagter.

/ritzau/dpa