Iranske soldater i Syrien skal styrke russisk offensiv

Hundredvis af iranske soldater kom til Syrien for 10 dage siden med våben for at deltage i en operation på landjorden i oprørskontrollerede områder i den nordlige del af landet, og Hizbollah fra Libanon vil deltage i operationen, siger libanesiske kilder til Reuters torsdag.

Operationen på landjorden sammen med den syriske hær skal ledsage russiske luftangreb, siger kilderne.

- De russiske luftangreb vil i den nærmeste fremtid blive ledsaget af angreb på landjorden udført af landstyrker beståede af den syriske hær og dens allierede, hedder det om operationerne, som skal sikre præsident Bashar al-Assads tabt territorium tilbage.

Russiske fly gennemførte torsdag for anden dag i træk luftangreb i Syrien - blandt andet mod den oprørskontrollerede by Jisr al-Shughour, oplyser tv-stationen al Mayadeen.

Byen kontrolleres af en alliance af oprørsgrupper, deriblandt jihadister i al Nusra Fronten. En talsmand for det russiske styre i Kreml siger, at de russiske luftangreb i Syrien er rettet mod en liste af velkendte "terrorgrupper", og at de sker efter aftale med det syriske militær.

- En koordinering med andre lande "er i gang og virker", siger talsmanden.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, afviste forud for torsdagens angreb beskyldninger om, at Moskva har bombet moderate oprørsgrupper og civile i Syrien frem for jihadister fra Islamisk Stat.

- Rygterne om, at disse luftangreb ikke var rettet mod Islamisk Stats stillinger, har ikke rod i virkeligheden, siger Lavrov, der talte til journalister i New York om konflikten, efter at han havde ført drøftelser med John Kerry, sin amerikanske modpart.

Russiske fly gennemførte onsdag 20 togter og ramte "otte Islamisk Stat mål" ifølge det russiske forsvarsministerium.

En amerikansk-ledet koalition bombede Islamisk Stat 21 gange i Irak onsdag og en gang i Syrien, oplyser koalitionen i en pressemeddelelse torsdag.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip