Isligaens bundprop hævner sig med sejr i Esbjerg

Skrevet af admin

22/12/2015

Dagens topnyheder

Ishockeyspillerne fra Aalborg Pirates overraskede tirsdag stort med en udesejr over topholdet Esbjerg Energy i Metal Ligaen.

Nordjyderne vandt 5-4 over esbjergenserne, der fik stoppet en stime på fire sejre i træk.

Allerede i første periode fornemmede hjemmeholdets tilskuere måske, hvor det bar hen ad, da ligaens bundprop bragte sig foran 3-0.

I begyndelsen af anden periode blev det 4-0, før værterne vågnede op og fik reduceret til 2-4.

I tredje periode fik Aalborg øget til 5-2, inden Esbjerg satte en slutspurt ind med to sene mål. Værterne var dog så presset på tiden, at det ikke lykkedes at udligne og tvinge kampen ud i overtid.

Det er blot fire dage siden, at Esbjerg vandt med 3-1 i Aalborg, så resultatet var noget af en overraskelse.

Trods sejren indtager Aalborg fortsat sidstepladsen i landets bedste ishockeyrække, mens Esbjerg er nummer tre.

I en af tirsdagens øvrige kampe led Sønderjyske et uventet nederlag, da det forsvarende mesterhold blev slået 4-2 på egen is af Odense Bulldogs fra midten af tabellen.

Frederikshavn White Hawks indtager ligaens førsteplads med Sønderjyske og Esbjerg som de nærmeste forfølgere.

/ritzau/