Jess Thorup jubler over godt udgangspunkt

Skrevet af admin

19/11/2013

Dagens topnyheder

Nogen prangende præstation leverede det danske U21-landshold ikke, da det tirsdag aften blev et til pligtsejr på 2-0 over miniputnationen Andorra.

Men landstræner Jess Thorup vælger at se det store billede og på det faktum, at hans mandskab overvintrer på førstepladsen i EM-kvalifikationspuljen et point foran Rusland, der samtidig slog Estland med 1-0.

- Det var tre vigtige point i Andorra under svære forhold. Baneforholdene var vanskelige, og modstanderne gjorde det også svært for os, konstaterer Thorup på DBU's facebookside.

Sejren over Andorra kommer fire dage efter den noget mere imponerende 3-2-triumf i Bulgarien, der satte bulgarerne ud af spillet om billetter til EM i Tjekkiet i 2015.

- Vi fik seks point for to udekampe, så det giver os et supergodt udgangspunkt før forårets kampe. Vi har tre hjemmekampe i 2014 mod Estland, Rusland og Bulgarien, hvor det hele bliver afgjort.

- Vi har et godt udgangspunkt som nummer et i puljen, og det er vi glade for at overvintre på, siger Jess Thorup.

Danmarks talenter skal i aktion næste gang 5. marts, hvor Estland kommer på besøg.

/ritzau/